Kunstprojektet 'Saccharose, hvem er du?', er en del af Kunstfestivalen TUMULT
"Saccharose, hvem er du?"

Kunstprojektet “Saccharose, hvem er du?”, er en del af Kunstfestivalen TUMULT, som finder sted på Lolland, Falster og Sydsjælland i perioden d. 21. august til d. 24. oktober 2010.

I en portrætserie af mennesker der arbejder i sukkerproduktionen på Nordic Sugars Sukkerfabrik i Nykøbing Falster og en lysinstallation af fabriksanlæggets 700 m lange roebånd, undersøger projektet grundelementerne i egnens identitet og selvforståelse.

Sukkerfabrikken i Nykøbing Falster ligger som en stor lukket verden midt i byen, synlig fra de fleste indfaldsveje med sine gigantiske bygningselementer. Den producerer størstedelen af det sukker som leveres til landets dagligvarebutikker og fødevareindustrien.

Sukker – saccaharose på latin – er nok klodens mest forførende spise og indgår verden over i det kulinariske køkken. At Lolland-Falster er hjemegn for Danmarks eneste to sukkerfabrikker har stor betydning for øerne.

Sukkerproduktionen har gennem generationer sat synligt præg på det flade landskab med enorme roemarker og fabriksanlæg. Under roekampagnen spredes lugten af produktionen over hele byen, ligesom roetransporternes tunge trafik præger dagligdagen.

Fabrikken er for de flestes vedkomende noget, man bare passerer forbi og ikke tillægger meget opmærksomhed. Men alle der bor og arbejder på Lolland eller Falster er på en eller anden måde relateret til produktionen og sådan har det været gennem generationer.

Som den centrale nervebane i fabriksanlægget lyssættes det lange roebånd i varme rødlig toner, og bliver samtidig det element, der samler det store fabriksanlægs virvar af bygning, siloer ledninger og skorstene. Store billboards på 3 udvalgte steder på fabrikkens område viser portrætter af en række af menneskene bag produktionen – som en kontrast til fabrikkens lukkede verden kigger de ud til den forbipasserende og løfter en flig af hvem Saccahrose er.

Rikke Cora Larsen (1976)
Arkitekt m.a.a. med afgang fra By og Landskabsafdelingen på Kunstakademiets Arkitektskole i 2003. Rikke har siden arbejdet på forskellige tegnestuer med vidt forskellig focus. I hendes arbejdesproces interesserer hun sig særligt for at fortolke mødet og overgangen mellem bygning og landskab og søger der igennem, at skabe en større bevidsthed om vigtigheden i at se byer og åbne landskaber i en større sammenhæng.

Carina Jo Sivager (1968)
Fotokunstner og arbejder primært med landskabsbilleder. Carina har markeret sig som repræsentant for en ny spændende tendens indenfor dansk samtidsfotografi, der inddrager det digitale i den kunstneriske proces. Carina Jo Sivager blev færdiguddannet som kunstfotograf på Danmarks Designskole i 1998 og har siden udstillet i udlandet og på den danske kunstscene på anerkendte udstillingssteder som bl.a Charlottenborg, Galerie Asbæk, Møstings Hus, Fotografisk Center og Århus Kunstbygning.